Justin Martyr

Justin Martyr og logos-kristologien: Kristus – Guds fornuft

Justin Martyrs liv og værk

Justin fik tilnavnet Martyr, fordi han endte sit liv som martyr – vidne – for kristendommen. Justin blev født omkring år 100 af ikke-kristne forældre i byen Flavia Neapolis i Palæstina. Hans vej til kristendommen og martyriet var således ikke på forhånd udstukket. Ifølge Justins egen beretning (Dialogen med Tryfon 2-8) var hans vej til kristendommen derimod lang og snørklet. Udgangspunktet var hans spørgen og søgen efter Gud og sandheden. Hvor skulle en ung mand, der i begyndelsen af det 2. århundrede var på jagt efter sandheden om det guddommelige, gå hen? Til filosofferne! Det svar lå lige for, og det var, hvad Justin ifølge sin egen beretning gjorde. Først henvendte han sig til en stoisk filosof for at blive elev hos ham. Det blev han, men stoikeren kendte ikke noget til det guddommelige, fordi han som andre stoikere hævdede, at alt værende er materielt. Derfor opsøgte han en aristotelisk filosof, men han krævede straks penge for undervisningen, hvilket ifølge Justin betød, at han ikke var en sand filosof og sandhedssøger. Derfor forlod han også ham og henvendte sig i stedet til en pythagoræisk filosof. Pythagoræeren krævede imidlertid, at Justin lærte musik, astronomi og geometri, før han begyndte sine studier i det guddommelige. Det rakte Justins tålmodighed ikke til. Derfor opsøgte han en platonisk filosof. Hos ham lærte Justin, hvordan man skulle rette sit sind og sine tanker mod det immaterielle – ideerne for ad denne vej at skue det guddommelige (Dialogen med Tryfon 2).

Den platoniske filosofi viste sig dog ifølge Justin ikke at føre ham til det ønskede mål: At se Gud – sandheden. Derimod skete der det, at Justin en dag, da han havde søgt ensomheden ved stranden for at filosofere, mødte en fremmed gammel mand, der gav sig i snak med ham. Denne gamle mand overbeviste Justin om, at han ikke gennem filosofien kunne finde vejen til Gud. Den eneste vej til Gud var Kristus, om hvem de gamle israelitiske profeter havde talt (Dialogen med Tryfon 3-8).

Således blev Justin ifølge sin egen beretning omvendt fra den platoniske filosofi til det, som han selv kalder den kristne filosofi. Mange forskere har naturligvis spurgt sig selv, om denne beretning er en historisk korrekt beskrivelse af Justins vej til kristendommen, eller om der er tale om en litterær fiktion, som Justin selv har konstrueret. Der er argumenter for og imod begge synspunkter. Dette spørgsmål er imidlertid ikke så afgørende i denne sammenhæng. Det forholder sig jo under alle omstændigheder sådan, at Justin med denne beretning har villet fortælle noget om sit eget ståsted som én, der har sine rødder i den platoniske filosofi, men som derfra har vendt sig til kristendommen. Vel at mærke har denne omvendelse til kristendommen ikke medført, at Justin fuldstændig afviser den platoniske filosofi. Der er ifølge Justin meget godt at hente i denne og andre af samtidens filosofier. Han har blot erkendt, at filosofien ikke alene kan føre til erkendelse af Gud. Mennesket kan nemlig ikke selv finde Gud, men Gud kan åbenbare sig for mennesket. Det har han gjort i Kristus – Guds Fornuft (Logos). Dette betyder, som vi skal se i det følgende, at filosofien stadig spiller en stor rolle i Justins teologi. Inden vi ser nærmere på Justins teologi, skal beretningen om hans liv og værk imidlertid føres til ende.

Det var ikke blot Justins filosofiske søgen efter sandheden og Gud, der førte ham til kristendommen. Også hans oplevelser af det kristne martyrium førte ham i den retning. Før Justin blev kristen oplevede han selv, at kristne blev dræbt i arenaen på grund af deres tro på Kristus (Justins 2. Apologi 2). Det var en stærk oplevelse for Justin, der fik ham til at overveje, hvorfor de kristne uden frygt gik i døden for deres tro. De kristne martyrer henledte altså Justins opmærksomhed på kristendommen. Det samme skete for mange andre ikke-kristne i det 2. og 3. århundrede. Martyrernes blod blev derfor kirkens sæd, som en af de første martyrer, Ignatius fra Antiokia, udtrykte det.

Justins omvendelse til kristendommen foregik, så vidt vi ved, mens han opholdt sig i Efesos i Lilleasien. Vi ved imidlertid ikke, hvad han i øvrigt foretog sig der, og hvorfor han havde forladt Palæstina. Årsagen var muligvis, at jøderne i Palæstina på dette tidspunkt i begyndelsen af 130’erne var i krig med romerne (Barkokbakrigen). Justin forlod senere Efesus for at slå sig ned i Rom. Justin er formodentlig kommet til Rom omkring år 140, hvor han sandsynligvis har opholdt sig det meste af tiden indtil sin død i 165 – dog afbrundt af forskellige rejser.  I Rom underviste Justin i den kristne filosofi. Vi ved, at han holdt til i et rum ”oven over en vis Martinus ved Timotheus’ badeanstalt” (Justins Martyrium kap. 3) badeanstalt, hvor de, der ønskede det, kunne komme og modtage undervisning i kristendommen. Det er noget uklart, hvordan Justins undervisning har forholdt sig til den romerske menigheds undervisning af dåbskandidater. Justins undervisning har muligvis været helt selvstændig i forhold til kirken og kan måske bedst sammenlignes med filosoffers undervisning af filosofisk interesserede elever.

Skønt Justins undervisning i kristendom muligvis har været helt selvstændig i forhold til kirken, har han alligevel været en ”kirkens mand”. Vi kender f.eks. en hel del til den romerske menigheds liturgier fra Justins skrifter. Vigtigst er dog i denne sammenhæng, at Justin med stor udholdenhed og styrke kæmpede for de kristnes og kirkens eksistensret i det romerske imperium, ligesom han var aktiv i den diskussion og polemik mellem jøder og kristne, der førte til grænsedragningen mellem jødedom og kristendom, synagoge og kirke. Justins bidrag til disse diskussioner og stridigheder kender vi til fra hans egne skrifter.

Justin har således skrevet mindst én og muligvis to apologier – forsvarsskrifter – for de kristne. Vi kender to apologier, men de har sandsynligvis oprindelig hørt sammen. Det vi nu kalder Justins 1. og 2. Apologi er således oprindeligt ét skrift. Spørgsmålet er, om der engang har eksisteret endnu en apologi. Det antyder Euseb i sin Kirkehistorie (IV.18), hvor han fortæller om en lang række Justin-skrifter, som nu er gået tabt. Den bevarede apologi er henvendt til de romerske myndigheder (jf. 1. Apologi. 1 og 2. Apologi 1). Foruden Apologien er Justins skrift med titlen Dialogen med jøden Tryfon bevaret for eftertiden. Begge skrifter blev skrevet i begyndelsen af 150’erne, mens Justin opholdt sig i Rom.

Justin endte selv sit liv som martyr i år 165. Beretningen herom er overlevet i en af de ældste martyrakter (Justins Martyrium), som er bevaret fra forfølgelsestiden i oldkirken. Denne beretning om Justins martyrium er bl.a. på grund af dens høje alder mere troværdig end mange andre martyrakter, der er skrevet længe efter, at begivenhederne fandt sted.

Justins liv og virke har, som det er fremgået, haft stor betydning for kristendommens historie og teologi. Sammenfattende kan vi sige, at han var den første kristne teolog, der for alvor formåede at formulere en apologetisk teologi i kamp mod og i dialog med sin samtid og denne samtids filosofi, kultur og politik. I anden del af denne artikel vil jeg beskæftige mig med ét bestemt og meget betydningsfuldt element i Justins apologetiske teologi, nemlig hans logos-teologi.

Kristus – Guds fornuft

Det kit, som binder alle dele af Justins teologi sammen, og som forbinder hans teologi med den platoniske filosofi, er hans logos-lære. Det græske ord logos kan bedst oversættes med det danske ord fornuft, skønt logos har flere betydningsnuancer end det, vi normalt forbinder med ordet fornuft. Logos er således den kraft, som skaber, ordner og opretholder alt det værende og logos er den rationalitet, som alle rationelle væsener (der er hovedsageligt tænkt på mennesket) har del i, og som er forudsætningen for, at disse væsener kan forstå og fungere i det ordnede kosmos. Grundtrækkene i denne logos-lære har Justin overtaget fra sin samtids filosofi – middelplatonismen, som er en form for platonisme, der kombinerer platonismen med elementer fra andre filosofiske retninger især stoicismen og aristotelismen. Justin arbejder altså i sin logos-lære med en filosofisk arv, hvilket ikke er overraskende set på baggrund af hans egen historie. Justin forbinder imidlertid den filosofiske logos-lære med den tidlige kristne teologi, idet han hævder, at logos er den kristne Guds fornuft, som Gud lader udstrømme fra sig selv, og som antager konkret historisk skikkelse i Jesus fra Nazareth. Det er det epokegørende nye i Justins logos-teologi.

Gud er ifølge Justin i sig selv fuldstændig ophøjet og adskilt fra mennesket og verden. Før Justin blev kristen, mente han som alle andre platonikere, at Gud kun kunne erkendes, hvis mennesket gennem en filosofisk erkendelsesproces, der ofte havde meditative og asketiske elementer i sig, selv formåede at nå til erkendelse af det guddommelige. Denne erkendelsesproces havde Gud ifølge filosofferne selv skabt grundlaget for, idet han havde udrustet mennesket med fornuft. Dette er Justins udgangspunkt. Idet Justin som ovenfor beskrevet blev kristen skete det netop, fordi han blev gjort bekendt med Det Gamle Testamentes profetier om Kristus. Disse profetier satte så og sige navn på filosofiens upersonlige logos: Logos er Kristus – Guds fornuft. Det er den helt afgørende forskel mellem filosoffernes og Justins logos-lære. Hvordan kom logos-læren så til at se ud i Justins udformning?

Logos – fornuften – er ifølge Justin fra evighed en del af Gud selv. Denne del af sig selv lader Gud udstrømme eller udgå fra sig selv, da han ville skabe verden. Logos var således det guddommelige fornuftsvæsen, der skabte alt det værende og ordnede det på en fornuftig måde. Logos er altså en del af Gud, som har fået selvstændig og personlig skikkelse i forbindelse med skabelsen. Denne skabende og ordnende Logos forblev efter skabelsen en personlig guddommelig skikkelse, som er underordnet Gud Faderen. Justin har altså en såkaldt subordinationskristologi.

Samtid med at Logos forblev personlig, blev Logos en del af alle skabte fornuftsvæsener. Det vil ifølge Justin sige, at alle mennesker har en lille del af Logos – Guds fornuft – i sig. Denne lille del af Logos, som ethvert menneske har i sig, er et frø, som under de rette betingelser kan spire. Denne udsåede eller udstrøede guddommelige fornuft kaldes på græsk logos spermatikos. Det er denne lille del af Guds fornuft, som gør det muligt for mennesker at tænke og handle rationelt, at handle etisk korrekt osv. Det er også denne lille del af den guddommelige fornuft i mennesket, der gør det muligt for mennesket at erkende Gud. Det sidste forblev imidlertid for de fleste en ubrugt mulighed. Der var imidlertid nogle få, i hvem Logos blev en kilde til gudserkendelse. De store eksempler på dette er de gammeltestamentlige profeter og hos grækerne især Sokrates. (f.eks. 1. Apologi 5,3).

De gammeltestamentlige profeter var imidlertid ifølge Justin ikke blot selv inspirerede af Logos, men de pegede også frem mod og forudsagde en afgørende begivenhed, nemlig at Logos ikke blot ville tage bolig i mennesker som et frø, men at Logos selv ville blive menneske. Profeterne forudsagde Logos’ inkarnation. Denne afgørende begivenhed fandt ifølge Justin sted ca. 150 år før han skrev sine skrifter (1. Apologi 46). Denne tanke om Logos’ inkarnation adskiller på afgørende måde Justins logos-lære fra den filosofiske logos-lære.

Det teologisk helt afgørende i denne forestilling om, at Logos blev menneske, er, at Justin hermed hævder, at Gud selv kom til mennesket, da det blev klart, at mennesket ikke selv kunne nå til Gud. Skønt der i alle mennesker var nedlagt fornufts-frø, som kunne spire og bane vejen for menneskets erkendelse af det guddommelige, viste det sig ikke at være nok. Kun de viseste som profeterne og Sokrates nåede til en næsten fuldkommen erkendelse af Gud. Derfor gav Gud sig ved Logos selv til kende for mennesket, for at alle kunne nå til erkendelse af Gud. I Justins 1. Apologi, kap. 46 kommer findes en række centrale udsagn om logos-teologien:

Men for at ikke nogen til afvisning af det, der er blevet lært af os, skal sige på ufornuftig vis, at vi hævder, at Kristus er blevet født for hundrede og halvtreds år siden på Quirinius’ tid, og at han har lært det, vi siger han har lært, på et senere tidspunkt på Pontius Pilatus’ tid, og så skal indvende, at samtlige de mennesker, der har levet tidligere, ikke er skyldige at aflægge regnskab, så vil vi skynde os at komme denne vanskelighed i forkøbet og opløse den. Vi er blevet belært om, at Kristus er Guds førstefødte, og vi har tidligere angivet, at han er fornuften, som hele den menneskelige slægt har fået del i. Og de, der har levet i overensstemmelse med fornuften, er kristne, selv om de blev anset for gudsfornægtere, som for eksempel blandt grækerne Sokrates og Heraklit og deres lige, og blandt barbarerne Abraham og Ananias og Azarias og Misael og Elias og mange andre, hvis gerninger og navne vi ved det ville være vidtløftigt at opregne, hvorfor vi nu frabeder os at gøre det. Så også de, der tidligere har levet uden fornuften, var slette og fjender af Kristus og mordere af dem, der levede i overensstemmelse med fornuften. Men de, der har levet og nu lever i overensstemmelse med fornuften, er kristne og er uden frygt og angst. Men af hvilken grund han ved fornuftens kraft efter alle tings fader og herre, Guds vilje, blev undfanget som et menneske ved en jomfru og fik navnet Jesus og blev korsfæstet og døde og opstod og steg op i himlen, det vil den forstandige kunne begribe ud fra alt det, der er blevet sagt. Men da det ikke er nødvendigt nu med en fremstilling af bevisførelsen for dette, vil vi for nærværende gå videre til de påtrængende bevisførelser (citatet er oversat af Henrik Pontoppidan Thyssen, jf. nedenfor).

Justins logos-teologi kombinerer, som det ses af citatet, forestillingen om, at Gud gennem skabelsen har givet mennesket en mulighed for erkendelse af det guddommelige, med tanken om, at den med skabelsen givne mulighed for gudserkendelse fuldendes, idet Guds fornuft selv blev menneske. Denne tanke om en dobbeltsporet vej til gudserkendelse fik stor betydning for de første århundreders teologi. Men efterhånden blev denne tanke af flere og flere betragtet som en overdrivelse af menneskets muligheder: Hvis mennesket havde fået et sådan fornuftsfrø ved skabelsen, var det blevet ødelagt ved syndefaldet. Derfor er der ingen mulighed for sand gudserkendelse forud for Kristi inkarnation. Synet på denne sag har skiftet mange gange i teologiens historie, idet snart det ene og snart det andet synspunkt har vundet frem. I protestantisk teologi har det 20. årh. været præget af åbenbaringsteologiens totale afvisning af tanken om en sand gudserkendelse før Kristi inkarnation. Nu er vi midt i et opbrud fra den åbenbaringsteologiske tradition. Spørgsmålet er, hvad dette brud vil bringe med hensyn til spørgsmålet om den såkaldte ”naturlige” gudserkendelse. En ting er sikker: Vi kan ikke blot vende tilbage til Justins tanker. Der er sket for meget i mellemtiden. Det forhindrer imidlertid ikke, at Justins logos-teologi fortsat kan være inspirerende. Justin kan f.eks. bidrage med det vigtige synspunkt, at ”naturlig” og ”åbenbaret” gudserkendelse ikke nødvendigvis er uforenelige størrelser. Han kan også bidrage med den endnu vigtigere erkendelse, at den ”naturlige” gudserkendelse ikke kan nå til en fuldstændig erkendelse af Gud, fordi kristendommens Gud ikke er en almen kraft, men en personlig Gud, der handler konkret i historien.

Justins Apologier er oversat til dansk af Henrik Pontoppidan Thyssen i bogen Justin. Apologier. Oversat med indledning og kommentar, Aarhus Universitetsforlag 1996. Som titlen siger, rummer bogen også en udførlig indledning til Justins liv, skrifter og teologi.

Om artiklen

Artiklen er forfattet af Anders-Christian Jacobsen og udgivet i Økumenisk Tid, Vol. 3, No. 2, 2004, p. 15-19.

Share This