Kødets opstandelse – skal vi tro på det?
Har du hørt, har du hørt – præsten tror ikke på Jesu fysiske opstandelse, sig videre, sig videre… Præsten tror ikke på Jesu fysiske opstandelse! Sådan har det lydt i den folkekirkelige verden siden jul. Måske er det en vigtig nyhed, måske ikke. Det er svært at vide, for hele diskussionen er præget af mangel på klarhed. Hvad menes der med udtryk som ’fysisk opstandelse’, ’kødets opstandelse’, ’legemets opstandelse’, ’poetisk og mytisk sprog’ osv.?
I hele kristendommens lange tradition op til moderne tid (oplysningstiden) har det været en grundlæggende præmis for både læg og lærd, at virkeligheden havde både en fysisk og en åndelig dimension. Hele den klassiske kristne tradition bygger på denne forståelse af virkeligheden. Det gælder også med hensyn til spørgsmålet om Jesu opstandelse og menneskers opstandelse. Opstandelse handler simpelthen om forbindelsen mellem disse to dimensioner i virkeligheden. Derfor skaber det uovervindelige vanskeligheder, hvis den ene dimension – den åndelige skæres væk, så alt skal forstås og forklares på den fysiske virkeligheds præmisser. Så bliver tanken om opstandelse nødvendigvis til en ’nødløgn’, som præsten stikker til dem, som ikke kan bære den tunge tanke om, at det eneste virkelige er den fysiske virkelighed. Er der kun den fysiske virkelighed, så har de gnaskende orm i graven fået det sidste ord. Men det kan præsten jo ikke sige til de sørgende efterladte ved graven! Så hellere stikke en nødløgn. Denne tilgang er imidlertid totalt ødeæggende for teologien, for kirken og især for de mennesker, der søger livs- og dødshjælp i kirken og kristendommen.
Hvordan kan den kristne traditions hævdelse af, at virkeligheden rækker ud over det fysiske formueres på en troværdig måde i nutiden? I den debat, som har fundet sted i medierne siden jul, har en del præster sagt, at opstandelsen ikke skal forstås som en fysisk begivenhed, men at opstandelse er et mytisk og poetisk udtryk for Guds storhed, Gud kærlig, at virkeligheden er større, end vi kan forestille os osv. Ofte bliver disse forklaringer så luftige, at de fremstår som et pænere udtryk for, at opstandelsen ikke er noget rigtigt virkeligt. Andre gange signalerer den slags udtryk en manglende evne til at tale om det, der rækker ud over den fysiske virkelighed. Samtidig har andre hårdnakket hævdet, at opstandelsen nødvendigvis skal forstås som en fysisk begivenhed. Det begrænser opstandelsens betydning og gør den uantagelig for mange. Kan vi tale om den åndelige opstandelsesvirkelighed så vi undgår, at det på den ene side bliver en bombastisk overførsel forestillinger fra den fysiske virkelighed, eller på den anden side en ulden og floromvunden tale om, at der er noget mere…?
Vi må som udgangspunkt fastholde, at opstandelse – både Jesu opstandelse og menneskers opstandelse – er et mysterium, noget hemmeligt, noget skjult, der ikke er direkte adgang til, men som kun kan begribes gennem tro, erfaring og deltagelse. I moderne tid er denne situation blevet skærpet, fordi det nu ikke længere ’kun’ er et spørgsmål om, hvordan vi forstår, definerer og får adgang til den virkelighed, der rækker ud over det fysiske, men om der overhoved er en ’metafysisk’ virkelighed. Samtidig er sproget, der kan begribe og italesætte den metafysiske virkelighed, blevet svækket. Hvis vi vil fastholde, at opstandelse er mere og andet end en eksistentiel fornyelse af livet i det dennesidige, så må vi fastholde, at opstandelsen er et mysterium, som kun kan begribes gennem tro, erfaring og deltagelse, og som kun kan italesættes gennem et sakramentalt og poetisk billedsprog. Hvad betyder det? Lad os begynde med Det Nye Testamentes opstandelsestekster.
I evangelierne finder vi en række beretninger om de første kristnes møde med den opstandne, der fører os helt tilbage til kristendommens rødder: De første kristnes overbevisning om, at den korsfæstede ikke var forblevet i graven, men var opstået. Denne overbevisning er selve drivkraften i kristendommen. Det mærkværdige er, at de første kristne kun kunne udtrykke denne overbevisning i famlende formuleringer. De stod over for et mysterium, som de ikke tvivlede på rummede en guddommelig sandhed, men som de samtidig var ude af stand til at udtrykke i klart sprog. Hvad gjorde de så? De gav udtryk for deres overbevisning i sakramentalt og poetisk sprog. Hos Lukas finder vi fortællingen om de to disciple, der efter Jesu korsfæstelse vandrede mod Emmaus (Lk. 24,13-32). Den opstandne Kristus slog følge med dem, men de genkendte ham ikke, selv om de undervejs havde en klar fornemmelse af, at han var noget særligt. Først da han ved aftensbordet brød brødet genkendte de ham – og i samme øjeblik var han væk. Ifølge Lukas er det altså klart, at den opstandne havde en fysisk form for så vidt, at han kunne gå, tale osv., men samtidig var hans fysiske form anderledes end før hans korsfæstelse – så anderledes at de to disciple ikke kunne kende ham. Var han opstået af graven i fysisk form? Både ja og nej! Snarere var der tale om en meta-fysisk hændelse i den grundlæggende betydning, at hændelsen sprængte fysikkens forståelsesramme. Men hvordan forstod disciplene så, at de havde mødt den opstandne Jesus? Det gjorde de gennem den sakramentale handling, som netop gjorde dem selv til en del af den nye metafysiske opstandelsesvirkelighed. Var Jesus så virkelig opstået? Ja, i aller højeste grad, og i en forstand, der sprænger fysikkens rammer, og som gør det muligt, at hans disciple også inkluderes i den nye opstandelsesvirkelighed. Kan man forstå det med sin forstand? Nej! Kan man blive en del af denne virkelighed? Ja! Gennem den sakramentale handling, nadveren. Denne sakramentale handling gør deltageren delagtig i Jesu opstandelseslegeme (den ene hellige kirke) og peger dermed frem mod alle menneskers opstandelse i Guds rige. Det er et kors for tanken, men en gave for troen. Disciplene får gennem den sakramentale handling nye øjne at se med. De kan se og forstå den opstandne og den nye opstandelsesvirkelighed. De kan se Guds herlighed. På lignende måde beretter de andre evangelier om den opstandne Jesus, som både fysisk nærværende og transformeret. Ifølge Johannesevangeliet (Joh. 20,11-18) møder Maria den opstandne i gravhaven, men hun genkender ham ikke, skønt det ikke er mere end tre dage siden hun så ham sidst. Først da den opstandne talte til hende og nævnte hendes navn, gik det op for hende, hvem han var. Senere i samme kapitel (Joh. 20,19-23) beretter Johannes om, hvordan Jesus pludselig stod midt blandt disciplene, der opholdt sig bag lukkede døre. Og ugen efter kom den opstandne igen til de forsamlede disciple, og den tvivlende Thomas, der ikke havde set Jesus på opstandelsesdagen, fik lov at stikke fingrene i den opstandnes naglegab. Den opstandne, der kom gennem lukkede døre, havde altså stadig et fysisk legeme med naglegab. Det er enten en meget famlende, usikker og svingende beskrivelse af den opstandnes legemlige form, eller også er det en meget bevidst påstand om, at den opstandne konkret møder menigheden, når den samles til gudstjeneste på opstandelsesdagen. Det er ikke tilfældigt, at Johannes skriver, at disciplene igen var forsamlet otte dage efter deres første møde med den opstandne. Der er lige som i Emmaus-beretningen tale om, at opstandelsen sakramentaliseres, som noget der finder sted ved enhver gudstjeneste. Det er ikke en bortforklaring af, at opstandelsen virkelig fandt sted, men derimod en understregning af, at opstandelsen hele tiden finder sted, når kristne mødes til gudstjeneste på opstandelsesdagen. Så er den opstandne virkelig tilstede. Jesu opstandelse fandt både sted på ét bestemt historisk tidspunkt tre dage efter, at Jesus var blevet korsfæstet og igen og igen, når kristne forsamles til gudstjeneste. Hvis opstandelsen ’kun’ fandt sted tre dage efter Jesu død, ville betydningen være begrænset. Som sakramental begivenhed er opstandelsen universel. Dét er det afgørende i kristendommen.
Hvad så med menneskers opstandelse? Det siger evangelierne ikke noget direkte om, men i Lukas’ beretning om disciplene, der er på vej til Emmaus, er der dog en klar påstand om, at de kristne bliver delagtige i den nye opstandelsesvirkelighed gennem den sakramentale handling, brødsbrydelsen. Når det gælder menneskers opstandelse findes den mest centrale nytestamentlige tekst hos Paulus i 1 Kor. 15. Der er flere vigtige elementer i denne tekst: Opremsningen af opstandelsesvidner (v. 5-10); sammenknytningen mellem Kristi opstandelse og den almene opstandelse (v. 12) og Paulus’ vigtige påstand om, at uden opstandelse er der ingen kristendom (v. 12-19). Jeg vil imidlertid hæfte mig ved den del af kapitlet (v. 35-58), der handler om opstandelseslegemets natur. ”Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de?”, spørger Paulus (v. 35). Og han svarer: ”Det du sår er ikke den plante, der kommer op” (v. 37). ”Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme” (v. 44). ”Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige” (v. 50). Paulus svar er klart: Legemet opstår, men det forgængelige kød forgår, forvandles, overklædes med uforgængelighed! Det er et klart ja til forestillingen om en legemlig opstandelse og et ligeså klart nej til forestillingen om, at det materielle, kødelige flæske-legeme opstår. Forestillingen om det flæske-kødelige legemes opstandelse er for Paulus en tåbelighed (jf. v. 36), der formindsker opstandelsens betydning, og sender det opstandne menneske tilbage til den forgængelige virkelighed præget af lidelse og død. Det ville være det samme som, hvis landmanden om efteråret kun høstede de samme få korn, han såede i jorden om foråret. Hvor ville overskuddet, transformationen, væksten så være? Opstandelse betyder ifølge Paulus transformation fra den fysisk-materielle dimension af virkeligheden til en højere åndelig dimension. Opstandelse betyder transformation fra den menneskelige fysiske flæske-virkelighed til Guds åndelige virkelighed. Men samtidig er det vigtigt for Paulus at understrege, at der ikke er tale om to usammenhængende virkeligheder, der ikke har noget med hinanden at gøre. Opstandelsens legeme er det samme som det jordiske legeme, men det er transformeret fra at være et fysisk eller sjæleligt legeme til at være et åndeligt legeme. ”Kød og blod kan ikke arve Guds rige” (v. 50).
Skal vi tro på kødets opstandelse? Vi skal ikke tro på flæske-kødets opstandelse, men på det transformerede og fornyede legemes opstandelse. Kun sådan griber vi den opstandelsesvirkelighed, som Det Nye Testamente beskriver – en virkelighed, hvor det kødelige legemes svagheder, forgængelighed og forældelsesfrister er sat ud af kraft, fordi legemet er transformeret til et åndeligt og uforgængeligt legeme. Men det var stadig Jesu legeme, der opstod – og dit og mit legeme, der opstår på opstandelsens dag. Dette mysterium kan vi kun begribe, italesætte og blive delagtige i gennem sakramenterne og det poetisk-mytiske billedsprog.
Om foredraget
Artiklen er skrevet af Anders-Christian Jacobsen til teologisk værksted d. 24/01/15.