T. R. Rasmussen: Den korsfæstede Gud (2014)

Den korsfæstede Gud. Læsninger i Martin Luthers teologi

Thomas Reinholdts bog er en samling af tidligere publicerede artikler om luthersk teologi samt en upubliceret prædiken holdt ved en reformationsgudstjeneste i 2010. Mange læsere af Kristeligt Dagblad, andre dagblade, Præsteforeningens Blad m.fl. vil tidligere have stiftet bekendtskab med Reinholdts arbejde. Det er dog en rigtig god idé at samle artiklerne i en bog. Det gør Reinholdts mange bidrag til studiet af Luthers og luthersk teologi let tilgængelig, og læseren får et samlet og dybere indtryk af, hvordan han fortolker denne teologiske tradition.

Man finder mange interessante fortolkninger og synspunkter i Reinholdts artikler. Jeg vil fremhæve et enkelt tema: Menneskets grundlæggende fordærv og det kristne menneskes frihed. Det kristne menneskes frihed er tydeligvis en hovedsag i Reinholdts luthertolkninger. Tanken om, at kun som kristen er mennesket virkelig frit findes i flere af bogens bidrag. Det gælder selvfølgelig artiklen om Luthers skrift Et kristent menneskes frihed, men også for eksempel en artikel om Folkekirkens rummelighed, der for Reinholdt bygger på den lutherske frihedstanke. I Folkekirken er Bibelen og bekendelsesskrifterne eneste norm for hvad der kan siges. Alle kristne har på lige fod mulighed for at fortolke Bibelen. Det er ikke ukendte synspunkter. Jeg ville ønske, at Reinholdt havde stillet spørgsmålet, om kun (lutherske) kristne er frie i egentlig forstand. Har mennesket som skabt af Gud ikke i det mindste en vis frihed? Eller er det skabte menneske helt fordærvet? Det er klassisk luthersk kristendom at hævde, at mennesket er fordærvet af synden og derfor kun kan blive fri ved nåden som gives i Kristus. Reinholdt synes at være klassisk på dette afgørende punkt. Men dermed bliver han også eksklusiv, fordi denne forståelse af den kristnes frihed inkluderer nogle, men ekskluderer de fleste. Hvis man mener det, kan man så også argumentere for folkekirkens rummelighed? Hvad betyder det i givet fald? I artiklen ”Disputatio Heidelbergae habita” gennemgår Reinholdt teserne i Luthers Heidelberg-disputation. I denne tekst finder vi et af de mest markante og klare udtryk for den tidlige Luthers syn på mennesket: at det er grundfordærvet af synden, og at det derfor ingen fri vilje har. Mennesket er fuldstændig ufrit, før det møder friheden i Kristus. Det er denne klassiske Luther, som Reinholdt med tilslutning fremhæver i sin bog.

Det er helt tydeligt, at Reinholdt kender Luthers teologi godt, og at han formår at bidrage til og formidle den klassisk-konservative Luther-tolkning. Jeg kunne dog godt have tænkt mig at se en mere kritisk tilgang til Luthers tekster og teologi.

Thomas Reinholdt Rasmussen
Den korsfæstede Gud. Læsninger i Martin Luthers teologi
Books on Demand GmbH, København 2014

Om anmeldelsen

Boganmeldelsen er skrevet af Anders-Christian Jacobsen.

Share This