Et hold studerende på teologi i Århus har i forårssemestret 2013 arbejdet med Luthers inkarnationsteologi. Luther tog naturligvis udgangspunkt i Guds historiske inkarnation i Jesus fra Nazareth. Det kan man blandt andet læse om i hans juleprædikener over Johannesevangeliet 1,1-14 og Filipperbrevshymnen (Fil. 2,5-11). Men for Luther var det helt afgørende, at inkarnationen ikke kun er en fortidig begivenhed. Inkarnationen er en til stadighed aktuel begivenhed, der finder sted, hvor og når evangeliet om Jesus Kristus forkyndes og tager konkret skikkelse i og i blandt mennesker. I undervisningsforløbet har vi undersøgt en række ’begivenheder’, som Luther forstår som konkrete inkarnationsbegivenheder: Luthers bibeloversættelser og indledninger til de bibelske skrifter, Luthers salmedigtning og Luthers nyordning af gudstjenesten i Deutsche Messe. I disse ’begivenheder’ får Ordet krop – konkret og aktuelt.
I undervisningsforløbet blev de teoretiske studier af disse emner suppleret med en ekskursion til de steder, hvor Luthers liv og værk udspillede sig. Vi ville være på de steder, hvor Luther selv arbejde for at give plads til, at Ordet kunne tage skikkelse: Eisleben, Eisenach, Wartburg, Erfurt og Wittenberg. Vores ekskursion bragte os også til et par steder, som ikke direkte er forbundet med Luthers eget liv og værk, nemlig Halle og Hernnhut. På disse steder plejede vi dels vore forbindelser med vores søsterfakultet på Martin-Luther-Universität i Halle-Wittenberg, og vi studerede, hvordan Ordet i en senere historisk periode i pietismen antog nye konkrete skikkelser. På denne måde blev vore teoretiske studier konkrete. De inkarnerede sig så at sige.
Martin Luthers prædiken over Joh. 1,1-4 (WA 10,I,1,180-209)
Prædikenen er skrevet i 1522 – 5 år efter at reformation for alvor tog fart med Luthers teseopslag på slotskirken i Wittenberg. I 1521-22 gemte Luther sig på slottet Wartburg, da han var blevet dømt fredsløs på Rigsdagen i Worms, og man frygtede for hans liv. Under sit ophold på Wartburg var Luther meget produktiv: han skrev flere teologiske skrifter, oversatte hele Det Nye Testamente fra græsk til tysk samt skrev fortaler til alle Det Nye Testamentes skrifter. Man kan stadig se selve rummet på Wartburg, hvor Luther sad og oversatte og skrev. Prædikenen over Johannesevangeliet 1,1-14 blev skrevet under dette ophold. I prædikenen bliver det tydeligt hvordan Luther forstår Ordets inkarnation i Kristus. For at forstå Joh. 1,1-14 må man først se på Genesis 1. Her bliver det nemlig klart, at Ordet var til før det skabte, og derfor må det være et andet væsen end skabningen: ”…Gud har et ord, ved hvilket han talte, før alle skabninger blev til. Og det Ord kan umulig være nogen skabning, siden alle skabninger blev til ved at det samme guddomsord blev udtalt.” Men samtidig med, at Ordet ikke er det skabte, er det heller ikke det, der taler, hvilket vil sige, at der må være to personer i samme guddom. At der ikke er tale om den samme person understreger Johannes ved at skrive ”og Ordet var hos Gud”. Ordet hos adskiller de to personer fra hinanden, men guddommeligheden bliver dog sat på plads lige efter, hvor Luther gengiver Johannes’ ord efter grundtekstens rækkefølge: ”og Gud var Ordet”. Hermed ses, at Ordet i sig selv er guddommeligt, og at det ikke blot er tillagt noget guddommeligt. Luther beskriver det således: ”Siden der ikke er nogen anden Gud til, end den ene, så er denne Gud med hele sit væsen dette Ord, som han taler om. Der er intet i den guddommelige natur, som ikke også er i Ordet.” Det hele kulminerer i Joh 1,14: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os…”. Luther forstår kødet som værende hele menneskenaturen med både legeme og sjæl. Kristus blev altså mennesker lig i hans ydre væsen. Derved kan ingen erkende Kristus som Gud, hvis ikke evangeliet havde forkyndt ham. Hermed begrunder Luther, at Kristus både er Gud i hele sit væsen, i og med at han ikke er skabt, men var til fra begyndelsen sammen med Gud, og at han også er menneske i hele sit væsen.
På studieturen besøgte vi Wartburg – en kæmpe borg på toppen af et bjerg udenfor Eisenach. Det er utroligt, hvordan Luther har kunnet skrive og oversætte så meget under sit ophold der, men omgivelserne forklarer noget om, hvor han har fået inspirationen fra. Fra Wartburg kan man se ud over hele Eisenach og se en masse flot natur. Det er bestemt noget andet end det, man ser i Luther filmen, hvor Luther sidder helt oppe under taget på et noget deprimerende loftsrum, og skriver.
I Marienkirche i Wittenberg, som vi også besøgte, hænger altertavlen malet af Lucas Cranach den ældre. Den kaldes reformationsaltertavlen, da den viser de vigtigste reformatorer og de vigtigste elementer for reformationen. På det nederste billede i midten af altertavlen ses Kristus på korset. På hver sin side af ham står henholdsvis prædikanten, Luther, og menigheden. Luther ser ikke ud som om han siger meget, men han peger på Kristus, for Kristus skal være centrum for enhver prædiken. Det er Ordets inkarnation i Kristus, der er det centrale for Luther.
Fortalen til Det nye Testamente (WA Bibel 6, 3-12)
Fortalen til Det nye Testamente blev også skrevet mellem 1521 og 22 under Luthers ophold på Wartburg i forbindelse med hans oversættelse af Det Nye Testamente til tysk. Luther skriver, at han, egentlig helst så Det Nye Testamente uden en fortale, men på grund af mange misforståelser, som florerede blandt folk, mente han alligevel, at en fortale var nødvendig. Den første misforståelse er, at der er flere evangelier. Det er der ikke. Der er kun et evangelium, som er evangeliet om Kristus. Det ene evangelium bevidnes ikke kun af nytestamentlige tekster, men også gammeltestamentlige profetiske tekster, der forudsiger Kristi gerninger, hører til evangeliet. Den anden store misforståelse er, at evangeliet er en lovbog. Evangeliet er ikke en lovbog, som Det Gamle Testamente er, og Kristus er ikke en lovgiver som Moses var det. I Fortalen til Det Nye Testamente henviser Luther til 1. Mos. 3,15, idet han siger: ”Jeg vil sætte Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen. Kristus er denne Kvindens Sæd, der har sønderknust Djævelens Hoved” (hvilken oversættelse??). Her bruger Luther en henvisning til Det Gamle Testamente til at vise vigtigheden af Kristi menneskelighed, altså at han blev inkarneret som menneske, for at Kristus kan overvinde djævlen (slangen). Citatet er et godt eksempel på Luthers inkarnationsteologi.
Luthers fortale til Romerbrevet (WA Bibel 7,3-26)
Udover den generelle fortale til Det Nye Testamente skrev Luther også fortaler til Det Nye Testamentes enkelte skrifter. Luthers fortale til Romerbrevet er nok den vigtigste af Luthers fortaler til de enkelte nytestamentlige skrifter. Fortalerne udkom samme år (1522) som oversættelsen af Det Nye Testamente til tysk. Fortalerne blev som nævnt skrevet på Wartburg, men da de udkom som en del af Luthers tyske oversættelse af Det Nye Testamente, var Luther vendt tilbage til fra sit eksil på Wartburg. Han blev kaldt tilbage for at afværge billedstormen i Wittenberg. Ideen om inkarnationen, ordet der tager skikkelse, kommer i denne tekst klart til udtryk i den indledende begrebsforklaring til ordene ’Nåde og gave’, som i Luthers teologiske fortolkning er udtryk for det ene evangelium. For Luther er nåden den velvilje, som Gud har til os, og ved den bevæges han til at indgyde Kristus og Ånden med sine gaver i os. I Romerbrevet 5,15 står der: ”Guds nåde og gave er kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus”. Nåden bevirker, at vi bliver regnet helt og fuldt retfærdige for Gud. Det er netop i dette budskab om Kristus, at evangeliet kommer til udtryk. Gennem evangeliets forkyndelse kommer nåden og gaven alle til del.
Luthers salmer
Luther mente, at der var brug for nye salmer på folkets sprog til den tyske gudstjeneste. Meningen var at menigheden skulle deltage aktivt og ikke være passive som tidligere, hvor kun koret kunne synge med. Hans aktivitet som salmedigter tog for alvor fart i sidste halvdel af 1523, da han bad humanisten Georg Spalatin om at omskrive nogle udvalgte Davidssalmer fra Det Gamle Testamente til folkelige tyske salmer. Selvom denne henvendelse til Spalatin ikke gav noget resultat, fik Luthers idé om frie og friske gendigtninger af gammeltestamentlige salmer alligevel betydning for senere salmedigtning. Luther skrev de fleste af sine salmer i perioden 1523-24. Det, der for alvor fik ham i gang, var den alvorlige begivenhed i juli 1523, da to augustinermunke, der offentligt havde bekendt sig til den lutherske lære, blev dømt som kættere og derefter brændt på bålet i Brüssel. På baggrund af dette skrev han sangen Ein neues Lied. Salmerne udgør kun en lille del af Luthers samlede forfatterskab, men de har haft den største indflydelse på kirkens hverdagshistorie. Enkelte Luther-salmer har allerede været i brug ved gudstjenester i Marienkirche i Wittenberg ved årsskiftet 1523/24. Dette ses ved titlen på den første samling: Til dels allerede praktiseret i Wittenberg. Udover menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten, var der også andre pædagogiske grunde til, at Luther indførte salmesang på tysk. Sådan kunne de ikke-læse kyndige tilegne sig forkyndelsen af evangeliet og dermed blive oplyste og opdragede. Det er også grunden til, at musikken i salmerne skulle være enkel, så folk kunne huske dem og dermed lettere tage salmerne til sig. Forkyndelsen af ordet, var det centrale i Luthers teologi. Kristus var nærværende i ordet og dermed også nærværende i ordet i salmerne. Salmen Vor Gud han er så fast en borg anses for at være en af Luthers mest berømte salmer. Den er ment som en bearbejdelse over Salme 46 i Det Gamle Testamente, og den priser Kristi sejr over menneskelige fordærvsmagter. I vers fire ses der et eksempel på Kristus som nærværende i ordet. Luther mener ”Guds ord”, som er Kristus selv. Salmen ses ydermere i indskriften på tårnet i Slotskirken i Wittenberg (Ein fester Burg ist unser Gott).
Luthers tyske messe (WA 19,72-113)
”Først og fremmest sker dette for de enfoldige og de unges skyld”. Sådan skrev Martin Luther i 1526 om Den Tyske Messe og Gudstjenestens Ordning. Luther vil styrke de enfoldiges og de unges tro, og hvor troen endnu ikke finde, skal den kaldes frem. At finde troen var sandsynligvis ikke grunden til, at vores 14 mand store gruppe fra Aarhus Universitet i april 2013 tog på en rejse i Luthers spor. Det er dog ikke udelukket, at ekskursionen har ført til en styrkelse af os unges tro. Da Luther for snart 500 år siden skriftligt gjorde rede for, hvordan den Tyske Messe kunne se ud, havde ingen og mindst af alle ham selv kunnet forudse, hvilken betydning dette ville få. Men nu – et halvt årtusinde senere – kan man let se hans fingeraftryk på lutherske gudstjenester over hele verden. Med en liturgi, som direkte inddrager menigheden, taler Gud på samme måde verden over til mennesker i enhver alder, af ethvert køn og i hvilken som helst økonomisk situation. Det er en liturgi, der hverken glemmer ’det helliges’ rødder eller spiser menigheden af med et blot og bart ’hokus-pokus’, der efterlader evangeliet i det skjulte. Det er en liturgi, hvor prædikenen står i centrum, men hvor alt samtidig synes at være funderet på nadveren, som uddeles under begge skikkelser. På denne baggrund var det en spændende oplevelse at deltage i universitetets semesteråbningsgudstjeneste i Halle og i søndagsgudstjenesten i Marienkirche i Wittenberg. Vi var ikke bare til stede, men kunne deltage aktivt i gudstjenesterne på grund af deres lighed med den danske lutherske gudstjeneste. Det er helt sikkert i Martin Luthers ånd.
Pietistisk lutherdom
Den lutherske kristendom udviklede sig efter Luthers død til en luthersk ortodoksi. Som modreaktion til denne strenge dogmatiske kristendomsopfattelse fremkom pietismen i slutningen af 1600-tallet. Pietismen sigter mod en fromhed, hvor den enkelte oplever en grebethed af evangeliet og frelsen, hvilket resulterer i en udadvendt respons med de frugter, som glæden over frelsen bringer. En af foregangsmændene for denne retning var August Hermann Francke (1663-1727). Han opbyggede i årene efter 1698 en stor pædagogisk og social institution i Halle kaldet Die Franckesche Stiftungen. Hans ønske var at drage omsorg for hele mennesket. Desuden etablerede Francke en stærk missionsvirksomhed, ud fra et ønske om at bringe evangeliet til hele verden. Dette kan ses på Die Franckesche Stiftungen i Halle den dag i dag, hvor der er et ”skatkammer” med etnografika og andre ting, som missionærerne i 1700-tallet tog med hjem. Disse tjente til oplæring af ungdommen på Franckes skoler.
Igennem missionsarbejdet blev det også nødvendigt at oversætte Biblen til flere sprog. For pietisterne kom inkarnationen nemlig til udtryk dels i det pædagogisk, sociale hjælpearbejde og dels i ordets forkyndelse. Det var nødvendigt, at forkyndelsen skete på et sprog, som folk kunne forstå. En af Luthers hjertesager var, at de unge skulle kunne forstå evangeliet bl.a. igennem salmerne, mens det for Francke var vigtigt, at alle kunne forstå evangeliet og Biblen, uanset hvilket sprog de talte. Dette førte til en stor sprogvidenskabelig aktivitet i Halle, hvilket også er muligt at se i ”Skatkammeret” i Die Franckesche Stiftungen.
Den herrnhutiske pietisme er en videreudvikling af den hallensiske pietisme. Under grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf (1700-1760), som selv havde studeret i Halle, fik en gruppe vakte kristne dannet et økumenisk fristed ved navn Herrnhut i Sachsen i 1722. Denne økumeniske bevægelse fik navnet Brødremenigheden og overtog det hallensiske missionsideal. Det er i dag stadig muligt at besøge Herrnhut, og byen er stadig et vigtigt aktiv for Brødremenigheden. Missionstankens betydning for Brødremenigheden førte til en stærk missionsiver, som bl.a. betød, at man sendte missionærer til Grønland og de Dansk Vestindiske øer. Den pietistiske fromhedstanke om tro og omvendelse ses tydeligt i antallet af konversioner. Det var bestemt ikke kvantitet, men nærmere kvalitet, som prægede Brødremenighedens missionsindsats over alt. Det kommer også til udtryk gennem den påvirkning, som Brødremenigheden havde i Danmark, hvor der kun blev etableret én menighed, men indflydelsen ses den dag i dag i vækkelsesområder, som er blevet præget af de herrnhutiske vandreprædikanter.
Undervisningsforløbet og ekskursionen har givet os en meget konkret forståelse af, hvad Luther mente, når han talte og skrev om Kristi inkarnation. Besøgene på stederne, hvor Luther selv virkede, og hvor senere generationer af lutherske kristne virkede, gjorde det klart for os, at den teologiske tale om Kristi inkarnation hele tiden må vinde konkret skikkelse i den aktuelle historiske situation for at have teologisk gyldighed.
Om indlægget
Artiklen er skrevet af Hanne Kobbelgaard, Iben Albeck Henriksen, Jakob Christian David Kempendorf, Kirstine Rasmussen, Niels Peter Gubi Kristensen, Pernille Gilbak Jensen og Anders-Christian Jacobsen og udkom i Præsteforeningens Blad 51-52 (2013), s. 1182-1187.