Cyprians liv
Cyprian blev født i Kartago i Nordafrika i begyndelsen af 200-tallet. På dette tidspunkt var det vestlige Nordafrika (det nuværende Tunis og Algeriet) et vigtig del af det romerske imperium. Der blev bl.a. produceret store mængder olivenolie i området. I denne såkaldte latinske del af Nordafrika var der en stor latinsktalende befolkning. Cyprian blev født ind i den herskende klasse i denne latinske befolkning. Hans familie var velhavende, og han fik en god uddannelse i retorik – et fag, der kunne føre til høje poster inden for politik og jura. Det var da også denne vej, Cyprian fulgte. På dette punkt lignede han sin betydningsfulde teologiske forgænger, Tertullian, og sin endnu mere betydningsfulde efterfølger, Augustin.
Cyprian var ikke kristen fra barnsben af. Det blev han først sent i sit liv, nemlig i 246. Cyprians omvendelse fik stor betydning for ham selv, for den menighed, som han kom til at lede, og for teologiens og kirkens historie, hvorpå han satte flere uudslettelige fingeraftryk. Cyprians omvendelse til kristendommen betød, at han opgav sit tidligere liv og sin karriere. Han gav sin ejendom til menighedens fattige. Det gjorde ham populær blandt mange. Det var muligvis en medvirkende årsag til, at han hurtigt blev valgt til præst i menigheden i Kartago og allerede i 248/49 til denne menigheds biskop. Havde han med sin gavmildhed vundet venner, så skabte hans hurtige opstigning i menighedens hierarki ham fjender. Både det ene og det andet kom til at spille en rolle for hans virke som biskop i de følgende år.
Cyprian var ikke mere end lige blevet udnævnt til biskop, før den voldsomste forfølgelse af de kristne i kirkens tidlige historie brød løs. Forfølgelsen blev nærmest uden varsel igangsat af kejser Decius i efteråret 249. Decius’ mål var én gang for alle at knække den fremstormende kristendom for derved at genoprette det romerske imperiums lykke og fremgang. Denne lykke, mente Decius, var truet på grund af de kristnes frafald fra de romerske guder. Gudernes vrede og straf var ifølge Decius årsagen til den alvorlige krise, som Romerriget oplevede i midten af 200-tallet. Decius’ strategi var først at udrydde kirkens ledelse og dernæst at tvinge de menige kristne til at ofre til de romerske guder og til kejseren selv. Kirkens biskopper var derfor specielt i farezonen. Mange biskopper blev dræbt, men Cyprian nåede at flygte ud i ørkenen, hvor han skjulte sig under forfølgelsen, og hvorfra han forsøgte at lede sin menighed i Kartago indtil forfølgelsen afsluttedes med Decius’ død i 251. Disse begivenheder var udgangspunktet for Cyprians pastorale og teologiske virke i det følgende årti.
Hovedtemaerne i Cyprians teologiske og pastorale arbejde
Skønt Cyprian redede sig levende gennem den deciske forfølgelse, var hans trængsler ikke til ende af den grund. De var nærmest først begyndt. Nu meldte spørgsmålet sig nemlig om, hvordan man i kirken skulle forholde sig til de frafaldne. Indtil den deciske forfølgelse havde kirkens regler været sådan, at frafald fra kirken og troen blev betragtet som en dødssynd, for hvilken tilgivelse ikke var mulig. Det synspunkt var der nogle, der holdt fast ved. Det var ’strammerne’. Andre mente, at de frafaldne straks skulle tilgives og genoptages i kirken. Det var ’slapperne’. Cyprian repræsenterede en middelvej. Han mente, at de frafaldne skulle optages i kirken igen efter en lang bodsperiode. Uoverensstemmelsen herom førte til langvarige stridigheder internt i menigheden i Kartago og mellem forskellige biskopper og andre kirkeledere. Som et indlæg i denne strid skrev Cyprian et af sine skrifter De lapsis – om de frafaldne. Også mange af hans breve, hvoraf der er bevaret 81, er skrevet i forbindelse med denne konflikt. Jeg vender tilbage til spørgsmålet om de frafaldne nedenfor.
Som konsekvens af den nævnte konflikt om de frafaldne pressede andre spørgsmål sig på. Blandt disse spørgsmål var det vigtigste for Cyprian spørgsmålet om kirkens enhed. Konflikten om holdningen til de frafaldne havde nemlig dels ført til stridigheder inden for den nordafrikanske kirke og dels til et forsøg fra den romerske biskop på at tvinge sit syn på et bestemt element i konflikten igennem med henvisning til, at den romerske menighed stod over andre menigheder, fordi den var grundlagt af Peter og Paulus. Cyprian afviser begge tendenser til splittelser. Ifølge ham er kirken én og udelelig. Denne ene kirke består af mange ligestillede menigheder, der alle suverænt ledes af deres egen biskop. Derfor skal de stridende parter inden for menigheden adlyde deres biskop, ligesom biskopperne ikke skal blande sig i andre menigheders forhold. Sine argumenter herfor fremlægger Cyprian i skriftet De ecclesiae catholica unitate – om den katolske kirkes enhed. Det er sandsynligvis på dette punkt, at Cyprian har haft størst indflydelse på eftertiden teologi og kirkehistorie. På trods af det har jeg valgt i det følgende at fokusere på den grundlæggende konflikt om de frafaldne.
Cyprian og de frafaldne
Som nævnt er hovedproblemstillingen i skriftet De lapsis, hvordan man skal forholde sig til de kristne, der faldt fra troen under forfølgelsen. I De lapsis tegner der sig et nogenlunde klart billede af, hvilke synspunkter der står over for hinanden i spørgsmålet om de frafaldne. Der havde tilsyneladende allerede mens Cyprian endnu skjulte sig i ørkenen været eksempler på, at nogle af de frafaldne var blevet genoptaget i menigheden uden forudgående bod. Det reagerede Cyprian af to grunde kraftigt imod. For det første var genoptagelse uden bod ifølge ham blot at stikke de frafaldne blår i øjnene. De frafaldnes skyld kunne nemlig ikke sones uden bod. Genoptagelsen var derfor ugyldig. De frafaldne ville derfor stadig være afskåret fra frelsen. For det andet tiltog de bekendere og martyrer, der havde anbefalet genoptagelsen sig både en åndelig og en kirkelig magt, der ifølge Cyprian ikke tilkom dem.
Under og umiddelbart efter den deciske forfølgelse blev de normale magtstrukturer i menighederne rystet, fordi forfølgelsen havde skabt nye magtkonstellationer – både hvad angik den kirkeorganisatoriske og den åndelige magt. Før forfølgelsen havde biskoppen stort set været enerådende i sin menighed. Han havde været menighedens monark. Under forfølgelsen blev biskoppernes magt svækket, enten fordi de blev dræbt, fordi de som Cyprian flygtede, eller fordi de som mange andre ofrede til kejseren og de romerske guder. Det magttomrum, der hermed opstod, blev hurtigt udfyldt af kristne, som forfølgelsen havde stillet i et godt lys. Det drejede sig om de såkaldte bekendere, der havde holdt fast ved troen, men som alligevel ikke var blevet dræbt – måske fordi forfølgelsen stoppede inden de blev henrettede. Nogle af disse bekendere brugte deres nyvundne autoritet til at anbefale menighedens gejstlige at genoptage de frafaldne umiddelbart og uden forudgående bod. I Cyprians menighed var der også sådanne bekendere, der havde anbefalet de gejstlige, som var tilbage i menigheden, at genoptage nogle af de frafaldne. Cyprian gik skarpt i rette hermed, fordi bekendernes kirkelige magtudøvelse svækkede biskoppens magt i menigheden – og biskoppen og bispeembedet var ifølge Cyprian garant for kirkens enhed. Ifølge Cyprian var bekenderne heller ikke i besiddelse af en åndelig magt, der berettigede dem til, at anbefale umiddelbar genoptagelse af frafaldne. Deres handlinger gjorde blot ondt værre, idet de foregøglede de frafaldne at de kunne formidle en tilgivelse og frelse, som de i virkeligheden ikke kunne formidle (jf. De lapsis 15-17). Cyprian anerkendte fuldt ud martyrernes og bekendernes åndelige fortjenester, som de havde skaffet sig ved at stå fast under forfølgelsen. Han anerkendte også, at disse fortjenester kunne ’deles’ med andre kristne, som ikke havde stået fast, men var faldet. Det overskud af gode gerninger, som martyrerne og bekenderne havde optjent kunne altså – også ifølge Cyprian – komme andre til gode. Det kunne ifølge Cyprian blot ikke ske nu i tiden, men først ved den endetidige dom. Derfor skulle bekenderne på trods af deres åndelige kvaliteter og fortjenester ikke tiltage sig åndelig eller kirkelig magt i det dennesidige (jf. De lapsis 17-19).
Cyprian var dog som allerede nævnt ikke modstander af, at de frafaldne skulle genoptages i kirken. Det skulle blot ske efter en bodsperiode, som biskoppen udmålte under hensyntagen til, hvor alvorligt den enkeltes fald havde været. Ligesom der fandtes forskellige kategorier af dem, der havde stået fast under forfølgelsen (martyrer, bekendere og flygtende), således fandtes der nemlig også for skellige kategorier af frafaldne. De, der var faldet dybest, var dem, der straks da forfølgelsen satte ind frivilligt havde ofret til kejseren og de romerske guder. De havde nærmest trængt sig frem i køen ved offeralteret, siger Cyprian (jf. De lapsis 7-9). Disse lapsi (faldne) skulle gennemgå den længste bodsperiode og de hårdeste bodsstraffe. Cyprian hævder, at de alle kunne være flygtet, ligesom han selv havde gjort. Således kunne de have bevaret livet uden at ofre. Dog ville de så have mistet deres ejendom, som sikkert ville være blevet konfiskeret af myndighederne. Netop denne villighed til at frasige sig troen for at bevare sin ejendom finder Cyprian er et af tegnene på kirkens svaghed og moralske forfald – et forfald som Gud ville udrydde ved at lade Decius forfølge de kristne (jf. De lapsis 4 og 10-12). Bodsstraffen kunne således bestå i at sælge den ejendom, som de frafaldne havde bevaret ved at ofre og derefter give pengene til kirkens fattige (De lapsis 35).
Andre undgik forfølgelsen ved f.eks. gennem bestikkelse af romerske embedsmænd at skaffe sig en attest (libellus) på at de havde ofret. De betegnes som libellatici. Decius’ dekret gik ud på, at alle indbyggerne i Romerriget inden en bestemt dato skulle have ofret til kejserens billede og de romerske guder. Derved skulle de vise deres loyalitet mod kejseren og imperiet. Der blev nedsat kommissioner over hele imperiet til at varetage denne opgave. Når en person havde bragt ofret fik vedkommende en attest på, at han havde ofret. Havde man en sådan attest i hænde, blev man ikke udsat for forfølgelse. Tanken bag denne fremgangsmåde var at udpege dem, der af den ene eller anden grund ikke var loyale mod kejseren og imperiet. Her havde Decius uden tvivl specielt de kristne i tankerne. Det var nemlig en kendt sag, at de kristne ikke ville ofre til kejseren og de romerske guder, fordi de ligesom jøderne på det bestemteste holdt fast ved, at der kun er én Gud. Ofres der til andre guder, er der tale om afgudsdyrkelse og dermed frafald fra kristendommen. Der var naturligvis straks kristne, der fandt ud af, at attester kunne skaffes på andre måder end ved at ofre. Ifølge Cyprians fremstilling havde der været mange af den slags i Kartago. At undgå forfølgelse ved at købe sig til en attest blev af Cyprian også regnet for frafald. Vedkommende havde jo ikke haft mod eller vilje til offentligt at holde fast ved troen på Kristus. Derfor skulle de såkaldte libellatici også underkaste sig bodsstraffe for at kunne blive genoptaget i kirken (jf. De lapsis 27-28).
Her kunne det være på sin plads at spørge om, hvorfor Cyprian ikke betragtede flugten som en form for frafald. Man kunne jo med en vis ret hævde, at den flygtende ligeså lidt som den, der købte en attest, havde mod og vilje til offentligt at fastholde sin kristne tro. Cyprian blev da også anklaget af folk både fra hans egen menighed (nogle præster) og fra andre menigheder (Rom) for på ulovlig vis at have undgået forfølgelsen. Cyprian forsvarer sig med to former for argumenter: For det første hævdede han, at det var hans pligt som biskop og leder for menigheden at forsøge at holde sig i live for derved at kunne lede sin menighed gennem krisen. At han faktisk så sådan på sagen fremgår af en række af hans breve, som han har skrevet fra skjulestedet i ørkenen til sin menighed for at råde og vejlede den under forfølgelsen. For det andet hævdede Cyprian, at flugt fra forfølgelse var tilladt af Det Nye Testamente selv. De, der flygtede, skulle således ikke betragtes som frafaldne, og derfor skulle de heller ikke genoptages i kirken ved hjælp af bodsstraffe (De lapsis 3).
Hvad angår bodsstraffenes længde og indhold var Cyprian af den mening, at disse ting suverænt skulle afgøres af de enkelte menigheders biskopper. Ligeså var det biskoppernes opgave at tilse af bodstraffene blev overholdt, at de bodgørende udvist ægte anger osv.
Afslutningen på disse voldsomme forfølgelser kom til kirkens held ligeså brat som de begyndte, nemlig da Decius pludselig døde i 251. De diskussioner om de frafaldnes genoptagelse, som fulgte efter forfølgelsens afslutning endte med, at Cyprians holdning vandt udbredelse og blev vedtaget som den nordafrikanske kirkes fælles holdning på et kirkemøde i 251.
Cyprians betydning for eftertiden
Diskussionerne om de frafaldnes genoptagelse havde dog også konsekvenser, der rakte langt ud over Kartago og Nordafrika og langt frem i eftertiden. Der blev faktisk i denne sammenhæng knæsat teologiske principper, der stadig har gyldighed.
For det første havde det cyprianske synspunkts sejr den umiddelbare konsekvens, at det såkaldte monarkiske episkopat (det vil sige de enkelte biskoppers suveræne myndighed over deres egne menigheder) blev fastholdt og endog styrket. Denne bispestyrede (episkopale) kirkeledelsesform havde dog ikke fremtiden for sig. Snart efter lykkedes det både for biskoppen i Rom og for kejserne og biskopperne i Konstantinopel at indføre en hierarkisk ledelsesform i kirken enten med den romerske biskop eller med den østromerske kejser på toppen af pyramiden. Den episkopale kirkeledelsesform findes dog stadig i visse kirkesamfund f.eks. i Den Danske Folkekirke.
For det andet fik bodsinstitutionen sin blivende plads i kirken. Især den vesteuropæiske middelalderkirke var stærkt præget af tanken om, at boden var den rette vej til genoprettelse af brudte forhold mellem Gud og mennesker. Det var de afarter og forvanskninger af denne bodsinstitution, som voksede frem i senmiddelalderen, der kom til at udgøre en væsentlig grobund for reformationsbegivenhederne i 1500-tallet.
For det tredje førte diskussionen om genoptagelse af de frafaldne under den deciske forfølgelse til konflikt mellem ’strammere’ og ’slappere’ i menigheden i Kartago. I denne strid indtog Cyprian som vist ovenfor en midterposition mellem de, der overhovedet ikke ville genoptage frafaldne, og de, der straks ville genoptage de frafaldne uden bod. Cyprians synspunkt blev bragt til sejr på en synode for de nordafrikanske menigheder i Kartago allerede i begyndelsen af april 251. Samme beslutning blev truffet på en synode i Rom i marts 251. I Rom fik afgørelsen imidlertid den konsekvens, at der blev dannet en skismatisk kirke med Novatian som ledende biskop. Tilhængerne af denne kirke var ’strammere’, der ikke ville acceptere, at frafaldne blev genoptaget i kirken. De ville have rene menigheder. Den oldkatolske kirkes afstandtagen fra disse skismatikere var med til at knæsætte princippet om, at kirken i det dennesidige med nødvendighed består af en for mennesker uigennemskuelig blanding onde og gode, syndere og retfærdige. Dette princip blev endegyldigt fastslået af Augustin, og det blev videreført af de lutherske reformatorer bl.a. i forbindelse med opgøret med radikale elementer i reformationsbevægelsen, der bl.a. krævede gendåb og gjorde voldeligt oprør mod de uretfærdige øvrigheder. Det novatianske skisma fik yderligere den konsekvens, at spørgsmålet om gyldigheden af dåb foretaget i skismatiske kirker blev rejst. Også på dette punkt var der forskellige holdninger. Det førte til den såkaldte kætterdåbsstrid, som i løbet af 250’erne især udspillede sig mellem den romerske og den nordafrikanske kirke med henholdsvis Cyprian og den romerske biskop, Stephan i spidsen. I dette spørgsmål var Cyprian og nordafrikanerne strammere. De mente at dåb udført i den novatianske kirke var ugyldig. Deres begrundelse herfor var, at Helligånden kun virker inden for den ene hellige katolske kirke. Uden for kirken ingen Helligånd og dermed ingen frelse. Romerkirken hævdede derimod, at hvis dåben blot var udført på ret vis i den treenige Guds navn, så er den gyldig. Det romerske synspunkt sejrede. Derfor er der stadig ingen af de store gamle kirkesamfund, der gendøber mennesker, som allerede er blevet døbt i et andet kirkesamfund.
Martyren Cyprian
Cyprian endte selv sit liv som martyr. Han valgte nemlig at blive hos sin menighed i Kartago under den valerianske forfølgelse i slutningen af 250’erne. Derfor blev han halshugget af de romerske myndigheder den 14. september 258. I dag den 14. september 2004, hvor denne artikel skrives, er det således netop 1746 år siden, at Cyprian led martyrdøden. Cyprians tid som biskop i Kartago blev altså forholdsvis kort, fordi han levede i en for kirken urolig og vanskelig tid. Men netop fordi han levede i en for kirken vanskelig tid, hvor der skulle tages stilling til vanskelige spørgsmål, fik hans korte virke som biskop og teolog stor betydning såvel for hans samtid som for hans eftertid.
Om artiklen
Artiklen er forfattet af Anders-Christian Jacobsen og udgivet i Økumenisk Tid, Vol. 3, No. 3, 2004, p. 14-18.